Fra rapporten(1): Introduktion
Den (naive) borgerlige forforståelse
Jeg har altid opfattet folkebiblioteket som et neutralt sted, hvor alle mulige herligheder bliver stillet til min rådighed – i princippet alt, hvad der findes i verden af tilgængelige bøger, tidsskrifter og efterhånden flere og flere forskellige materialetyper. Vederlagsfrit, uden betingelser ud over de elementære praktiske regler, og uden at andre end personalet kan holde øje med, hvad jeg låner eller i øvrigt bruger biblioteket til.
Jeg har vidst, at det skete for offentlige midler, bevilget på basis af demokratiske beslutninger – men jeg har altid fornemmet, at det var på afstand af staten som statsmagt.
Biblioteket var til rådighed for, hvad jeg ville bruge det til. Jeg har (haft) tillid til det.
Staten, læs: det offentlige, har derimod altid haft en sammensat figur i min bevidsthed: den gør mange gode ting for mig – og den stiller krav, den forventer at jeg ansøger om tilladelser og meddeler afslag, den taler om ret og pligt, den har monopol på vold og straf.
Borgerens synsvinkel på det offentlige kan fx være ”det er dem der tog mit barn fra mig”.
Det er et dagligt tema i medierne, om magtens udøvere holder sig inden for de rammer, som demokratiet har udstukket. Man skal passe på, holde øje med dem. Det er en del af mediernes selvforståelse, at de har den funktion. Og biblioteket er vel også en slags medie?
Det var med baggrund i den forforståelse, jeg studsede, da man i løbet af 2004-5 begyndte at tale meget om at etablere borgerservice på biblioteket. Det skurrede i mine øren: lidt på samme måde, som da mit posthus for nogle år siden blev privatiseret – og invaderet af postkort, kontorartikler og kommercielt ragelse. Det overskred en grænse, det føltes forkert.
Det blev ikke bedre, da Udlændingestyrelsen skiftede navn til Udlændingeservice.
Hvad vil statsmagten her i mit bibliotek?
Den biblioteksfaglige indkredsning af feltet
Tager man biblioteksloven for pålydende, er bibliotekets opgave at ”… fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed ….” .
Denne formulering har rødder i en oplysningsdiskurs , som ser det som værende i samfundets interesse, at den enkelte borger har adgang til disse materialer, dvs. har mulighed for at udvikle og uddanne sig selv og dermed kvalificere sig til deltagelse i både demokratiske processer og i øvrigt arbejdsliv, kulturliv og en hvilken som helst privat aktivitet.
Der har gennem historien været en løbende diskussion om afgrænsning med kvalitetskriterier, med ”etiske” kriterier (fx pornografi og materialer der understøtter kriminalitet) mv., og bibliotekets rolle som censor, formynder eller smagsdommer er blevet bearbejdet. Det har endda været muligt at italesætte disciplinering som et grundlæggende aspekt af sektorens samfundsmæssige funktion – men intet af dette har kunnet rokke ved, at mine (brugerens) egne interesser og behov er fundamentet for hele sektorens legitimitet (og legitimering).
Ses det som kommunikation, at jeg fx læser en bog, er jeg en modtager, der frit vælger en afsender (forfatteren) ud fra mine egne fortolkninger af hendes hensigt og kommunikationssituation. Der er tusinder af afsendere på selv det mindste bibliotek, og institutionen og den professionelle, bibliotekaren, skal blot formidle forbindelsen.
Staten er til stede som afsender af lovbøger, vejledninger og pjecer etc. – som en blandt disse tusinder af afsendere.
Og hvis bibliotekaren bistår mig i min informationssøgeproces og undervejs bidrager med fortolkninger af materialet, afsenderintentionen eller betydningen af teksten, sker det i princippet med hende på min side, uanset om afsenderen er staten eller en hvilken som helst privat eller kommerciel aktør .
Og jeg er primært borger, hverken klient eller kunde
Der har været enkelte andre eksempler på ”fremmede” i det fysiske bibliotek. Et enkelt sted har man, af forskellige praktiske grunde, ladet en ”Sund By-butik” flytte ind og været tilfredse med det . Forbruger-infopunkt og EU-Infopunkt er mere kendte eksempler.
I alle disse tilfælde er der tale om folkeoplysende aktiviteter, der placerer sig i centrum af en traditionel forståelse af bibliotekets oplysningsforpligtelse. EU er et typisk biblioteks-emne, selv om EU naturligvis kan ses som en afsender med politiske hensigter.
Borgerservice – ”én indgang til det offentlige” – er noget andet. Den hjælpsomme funktionær bag skranken, bibliotekar eller ej, repræsenterer statsmagten.
Er det et problem? For hvem?
Og er jeg den eneste, der ser et problem??
